Børneyoga – Yogazoo

I tirsdag var Trutten og jeg en tur forbi Greve Hallen for at teste børneyoga, som er helt nyt, i Greve i hvert fald, og for en gangs skyld var det Trutten der skulle være testperson, for holdet er for børn i alderen 3-6 år UDEN forældre (der er også et hold for tumlinger MED forældre) 🙂
  

Jeg var meget spændt, for kl 16.15-17.00 er måske ikke det bedste tidspunkt at få held med, at få børn til at sidde stille og fokusere på vejrtrækning og balance. 

Trutten var da også helt oppe og køre over at hun skulle til b-noga, som hun kaldte det, og spurtede rundt i det lille lokale, så jeg havde mine bekymringer omkring hun kunne geare ned, så hun kunne få noget ud af timen.

  

Og det var så også her at de to søde undervisere lige kom med en lille surprise, for de havde gjort klar til at jeg kunne deltage sammen med børnene, noget jeg ikke helt var forberedt på, og derudover var iført jeans… uden stretch… 🙂
 
Timen startede, og her beviste underviserne virkelig deres værd, for de startede med dans og løb rundt i lokalet, så alle ungerne lige fik fyret lidt krudt af inden undervisningen gik rigtig i gang. 

  

Bagefter sang vi ’Lille Yogi’ sangen og øvede i at stå på et ben, inden vi alle trak en bamse i posen, og lavede de tilsvarende yoga øvelser til, vi lavede frøen, hunden, barnet og månen. 

  

Det hele var bygget super godt op, og niveauet var perfekt til alle aldre, og bedst af alt, de havde det sammen sjovt både når der skulle hoppes som frøen og strækkes som månen 🙂

Som afslutning lå vi alle på vores måtter med tæppe over os, og en fjer på maven, så man kunne øve sig i at trække vejret helt ned i maven, og dermed få fjeren til at bevæge sig op og ned, en super god øvelse, der virkelig fik alle til at slappe helt af.
    

Børneyoga har virkelig været sjovt, og Trutten har snakket om det lige siden, og fortalt sin far hvordan man kan mærke hjertet slå og når man trækker vejret helt ned i maven, så bevæger fjeren sig 🙂
 
Trutten og jeg giver begge b-noga vores varmeste anbefalinger, det var virkelig sjovt at prøve, og har givet mig lidt blod på tanden til at få prøvet yoga selv, bare ikke i jeans denne gang 😉
 
Der er 2 hold med børneyoga i Greve Hallen, et for de 1,5 årige inkl forældre, og et for de 3-6 årige uden forældre. 

Det er hver tirsdag kl 16.15-17.00, og man kan tilmelde sig på www.yogazoo@outlook.dk eller se mere på facebook: Yoga sjov, og instagram: yogazoo_greve 🙂

  

Skriv et svar

*